Tunguska, psykopati og den sjette uddøden

Oversættelse af en artikel af Laura Knight-Jadczyk offentliggjort på Sott.net den 30. juni 2012.

Hvordan Tunguska objektet kan have set ud.

For et hundrede og fire år siden på natten mellem den 30 juni og den første juli forekom én af de mest ekstraordinære begivenheder i moderne historie.

De første rapporter om et mærkeligt skær på himlen kom fra hele Europa. Kort efter midnat den første juli 1908 var Londons indbyggere forundret over at se en fosforescerende lyserød nattehimmel over hovedstaden. Folk som var gået til ro vågnede op forvirrede over det mærkelige lyserøde skær der skinnede ind i deres soveværelser. Det samme rødlige lys blev rapporteret i Belgien. Himlen over Tyskland blev besynderligt nok beskrevet som klar grøn, imens himlene over Skotland var af en utrolig intens hvid karakter som fik faunaen til at tro at det var morgengry. Fuglene sang og kragerne skreg – klokken to om morgenen. Himlene over Moskva var så klar at fotografier blev taget af gaderne uden brug af magnesiumflash. En kaptajn af et skib på Volgafloden fortalte at han ved det besynderlige himmelske lys kunne  se skibe der var over tre kilometer væk. En golfspiller i England fortsatte i det natlige skær indtil klokken fire om morgen, og i den følgende uge blev The Times of London oversvømmet med breve fra læsere over hele Storbritannien der  berettede om det underlige ’falske morgengry’. En kvinde i Huntingsdon skrev at hun havde været i stand til at læse en bog i sit soveværelse alene i kraft af det besynderlige lyserøde skær. Der var hundredvis af breve fra folk der fortalte om identiske omstændigheder der fortsatte i ugevis. (Tom Slemen)

Ingen af de mennesker der observerede det mærkelige fænomen havde nogen ide om at planeten i det centralsibiriske plateau lige efter klokken 7:15 lokal tid var blevet ramt af slagvirkningen fra en komet som eksploderede  - som de fleste af den slags gør – i atmosfæren lige over Jordens overflade.

Der var, selvfølgelig, en stor mængde kommentarer om den mærkelige glødende himmel i datidens aviser og videnskabelige magasiner. Én teori blev fremsat om at iskrystaller på en eller anden måde var blevet dannet højt oppe i atmosfæren og reflekterede sollyset. En anden teori foreslog at en mærkelig forstyrrelse af nordlyset var involveret. Den danske astronom Kohl påpegede at adskillige meget store meteorer var blevet observeret over Danmark og han foreslog at kometstøv højt oppe i atmosfæren kunne forklare fænomenet. Han var tæt på, men i almindelighed var der ingen enighed om hvad der var sket.

En avis i Irkutsk dateret den 2. juli rapporterede at bønder mere end 360 km fra Tunguska floden havde set en ildkugle klarere end solen nærme sig jordens overflade, fulgt af en enorm sky af sort røg, en kløvet tunge af flammer og et højt brag som fra kanonild.

Alle landsbybeboerne løb ud på gaden i panik. De gamle kvinder græd og alle tænkte at verdens ende nærmede sig.

Næsten 640 km sydvest for eksplosionen klokken 7:17  den 30. juni måtte en togfører af ekspressen på den transsibiriske jernbane stoppe toget af frygt for afsporing på grund af rystelser og tumult blandt passagererne. I byer mellem 480 km og 640 km væk rystede stormlignende vindstød døre, vinduer og porcelæn . Disse blev i løbet af minutter efterfulgt  af chokbølger som slog heste omkuld og slyngede mennesker som arbejdede på både i floden.

Over 880 km væk, syd for eksplosionen, registrerede en seismograf i byen Irkutsk nær Baikal søen tæt ved grænsen til Mongoliet kraftige jordrystelser.

Lokale sibiriske aviser bragte historier om en ildkugle på himlen og en frygtelig eksplosion men ved efteråret 1908 var disse beretninger døet ud og de gik ubemærket hen i St. Petersborg, Moskva og Vesten. Regionen var uden tvivl et af de mest utilgængelige områder på Jorden, i den centrale del af Sibirien.

De nærmeste observatører af eksplosionen var rensdyrhyrder der sov i deres telte i adskillige lejre omkring 30 km fra stedet. De blev blæst op i luften og slået bevidstløse. En mand der var blæst op i et træ døde senere af kvæstelser.

Tidligt om morgenen da alle sov i teltet blev det blæst op i luften sammen med dets beboere. Nogle mistede bevidstheden. Da de kom til bevidsthed, hørte de en masse larm og de så at skoven brændte omkring dem, meget af den ødelagt. 

Jorden rystede og en utrolig langtrukken buldren hørtes. Rundt om var alting indhyllet i røg og tåge fra brændende og faldende træer. Efterhånden døde larmen hen og vindstyrken faldt, men skoven blev ved med at brænde. Mange rensdyr løb væk og var tabt. [earthsci.org] 

Tusindvis af rensdyr i området omkring stedet hvor hændelsen indtraf døde. Mange lejre og forrådshytter der tilhørte de  hyrder der beboede området blev ødelagt.

Rygter om en ekstraordinær hændelse var vedholdende, videregivet af geologer og andre videnskabsmænd der arbejdede i området. Disse historier tiltrak en meteorit forsker, Leonard Kulik, men det var ikke indtil 1927 at han endelig kunne lede en ekspedition til stedet for 1908 eksplosionen.

Kulik stod af den transsibiriske jernbane ved Taishet stationen og på hestetrukne slæder drog de af sted på en vanskelig tredages odyssé gennem 560 km is og sne indtil han og hans mænd nåede landsbyen Kezhma, beliggende ved floden Angara. I landsbyen fornyede Kulik og hans hold af forskere deres forsyninger af mad og kæmpede så videre i en tredages tur gennem Sibiriens vildsomme og uudforskede terræn indtil de nåede blokhus landsbyen Vanavaraden 25. marts.

Kulik prøvede så at fortsætte gennem Sibiriens utæmmede skove, eller taiga som russerne kalder det, men blev tvunget til at vende om efter at store snedriver næsten frøs hestene ihjel. I tre dage var Kulik tvunget til at forblive i den indesneede landsby Vanavara, men gennem denne periode interviewede han mange af de Evnenki jægere som havde været vidne til den Sibiriske ildkugles ankomst på jorden. 

Fortællingerne om himlen der blev flækket af en faldende sol og om en kraftig torden der fik jorden til at ryste gjorde Kulik endnu mere ivrig efter at gennemtrænge taigaen og finde sin hellige gral.

Da vejret gradvist blev bedre satte Kulik kurs mod Tunguska dalen. Da han endelig nåede stedet for den mystiske eksplosion var han næsten målløs. På en højderyg med udsigt til stedet tog Kulik sin notesbog frem og nedskrev sine første indtryk af skaderne forvoldt af den kosmiske vandal. Kulik skrev:

Fra vores udsigtspunkt er der ingen tegn på skov, for alt er ødelagt og brændt, og omkring randen af det døde område, er ung 20 år gammel skov trængt frem med hast søgende solskin og liv. Man får en mærkelig fornemmelse når man ser gigantiske 30 tommer [tykke] træer knækket over som kviste og deres toppe kylet mange meter væk. 

© Unknown

Eftervirkninger af Tunguska eksplosionen

Der var tre yderligere ekspeditioner til stedet for Tunguska eksplosionen, alle af dem ledet af Kulik. I  1941 angreb Hitler Rusland. Den 58 årrige Leonid Kulik gik ind som frivillig for at forsvare Moskva, men var såret af nazisterne. Han blev taget til fange af tyske tropper og sat i en fangelejer hvor han døde af sine sår. [Tom Slemen]

Energien fra eksplosionen er blevet beregnet på grundlag af udstrækningen af den væltede skov og fra de små tryk bølger som ankom med lydens hastighed og blev målt på barografer verden over inklusiv stationer mellem Cambridge 80 km nord for London og Petersfield 88 km syd for London. Interessant nok tog det meteorologer 20 år at skabe forbindelse mellem deres målinger og ødelæggelserne i Tunguska. Grafbilledernes bølgeudsving var ulig alle andre som var målt i tiden op til denne begivenhed, men i dag ved vi at de ligner dem man får fra en brintbombeeksplosion. Det synes at nedslaget havde en energi på 30-40 megatons, svarende til den samlede kraft i flere dusin af almindelige brintbomber.

Ifølge John Baxter og Thomas Atkins, nævnt i deres bog The Fire Came By resulterede eksplosionen i en enorm ”søjle af ild” og den blændende søjle var synlig fra en afstand af hundredvis af kilometer. Serien af tordenbrag der fulgte kunne høres i en omkreds af 800 km eller mere.

Larmen fra eksplosionen gjorde dem der var tæt på eksplosionen døve. Efterfølgende rasede en brændende varm bølge fra ilden i himlen igennem skovene. Høje graner blev svedet og gik i flammer og ilden brændte i dagevis. Beboerne i Vanavara, en lille handelsstation omkring 64 km fra stedet følte den voldsomme varmestråling. Nogle individer sagde at de blev kastet i luften da chokbølgen nåede dem, stykker af græstørv på tagene blev flået af, lofter brød sammen og vinduer knustes.

© Unknown

Eftervirkninger af Tunguska eksplosionen

Som det viste sig, svarede dagen for nedslaget, den 30 juni, til jordens passage gennem maksimumintensiteten af strømmen.af Beta Tauriderne [en kendt meteorsværm]. Fra dette og dens bane forekommer det at Tunguskaobjektet var det af Tauridkomplekset. Sandsynligvis passerede Jorden gennem en sværm inden i strømmen.

Den videnskabelige undersøgelse foretaget af Kulik i 1927 afslørede at der i nærheden af centret for eksplosionen var mange træer der stadig stod oprejst selvom de var afgrenede og bladløse. Længere væk fra centret var træerne blæst ned og svedet, idet de formede koncentriske cirkler  hvor træernes basis alle pegede i retning af eksplosionens centrum. Alle disse data pegede på den kendsgerning at eksplosionen næsten helt sikkert fandt sted midt i luften.

© Unknown

Dette diagram viser eksplosionens retninger

En optræden i dette århundrede af nedslag med en energi som en virkelig stor hydrogenbombe giver én stof til eftertanke. Var hændelsen indtruffet i dag, ville den sikkert have udløst en 3. verdenskrig. Blot nogle få timer tidligere eller senere og nedslaget kunne have været over en større by eller bebygget område.  Men det skete ikke. Som  man bemærker varede det tyve år før nogen virkelig havde en ide om hvad der rent faktisk VAR foregået. Det var delvis på grund af at Russerne i 1908 var temmelig optaget af  politik. Det foregående år, 1907, befandt tsar Nikolaj sig i den situation at mange revolutionære i stort tal var blevet valgt til det nyligt skabte parlament – Dumaen. Den endelige revolution begyndte i 1918. Man kunne endog sige at Tunguska hændelsen var en budbringer om kommende begivenheder. Og måske på flere måde end nogen tror.

© Unknown

Dette diagram viser det ødelagte område i Tunguska sammenlignet med størrelse af Washington D. C.

86 år senere, i juli 1994, var der en anden budbringer: fragmenter af Shoemaker-Levy ramte Jupiter:

Hvis de var i stand til at feje Tunguska af bordet som en enlig svale, så havde videnskabsmændene ikke så let ved at tilsidesætte synet af en hel stribe af kometer der ramte en anden planet i vores solsystem, den ene efter den anden mens planeten drejede rundt i rummet. I det samme år blev en bog med titlen Hazards due to Comets and Asteorids udgivet som reaktion på denne forestående begivenhed. Bogen er en samling af dokumenter som jeg har henvist til før i denne serie. Et af papirerne i bogen siger:

Vores forståelse af Jordens historie og dens indbyggere undergår en radikal forandring. Det er nu klart at de gradvise processer med geologisk forandring og udvikling afbrydes af naturlige katastrofer af en katastrofal størrelsesorden -  katastrofer som resultat af kollisioner mellem store asteroider og kometer med Jorden. Det er for at bruge et populært udtryk et ”paradigme skifte.”

Denne ”nye katastrofisme” er ikke ulig revolutioner skabt af Kopernicus’ heliocentriske solsystem, eller Darwins udviklingsteori, eller big bang. I tilbageblik synes sådanne teorier altid indlysende. Efter af have læst Arternes oprindelse bemærkede Thomas Huxley blot ”Hvorfor tænkte jeg ikke på det.” Nu , når vi ser på månen undrer vi os over hvorfor det tog så lang tid at spørge hvorvidt processen der skabte kraterne stadig foregår.  (Robert L. Park fra The American Physical Society, Lori B. Garver fra National Space Society og Terry Dawson medarbejder ved The House Committee on Science, Technology and Space der arbejdede for udvalgets daværende formand George Brown medlem af repræsentanternes hus.)

Lad mig gentage denne bemærkning af største vigtighed.

Vores forståelse af Jordens historie og dens indbyggere undergår en radikal forandring. Det er nu klart at de gradvise processer med geologisk forandring og udvikling afbrydes af naturlige katastrofer af en katastrofal størrelsesorden ... 

Det kan vise sig at være årtusindets underdrivelse.

Det er blevet foreslået af nogle forskere at de nuværende ”klima forandringer” faktisk skyldes at jorden bevæger sig igennem kosmiske støvskyer og at al ståhejen om global opvarmning ganske enkelt er et dække over denne kendsgerning. Astrofysikeren Viktor Clube foreslår at det er støvskyer fra kometer, efterladt af en gigantisk komet der i lange perioder af Jordens historie truede og bombarderede vores planet med ubeskrivelige, forfærdelige, civilisationsødelæggende fragmenter, dvs. oprindelsen til Taurid strømmen, herunder Tunguskakometen. Clube argumenterer også for at disse hændelser var grundlaget for formuleringen af menneskehedens ideer om kosmos, gud og religion og endog astrologi.  Med tiden som den gigantiske komet brugte det meste at sin masse i sit titaniske raseri og døde hen til lejlighedsvise, mindre end civilisationsødelæggende bombardementer, ændredes vore forestillinger om gud. Virkeligheden blev smidt ud af vinduet til fordel for eventyr inden for både videnskab, religion for slet ikke at tale om astrologi. Han  skriver:  

For tre tusind år siden, i overensstemmelse med den ældgamle tradition anvendte Babylons konger stadigvæk præsteastronomer til at give advarsler om kosmiske plager.  For et tusind år siden stolede Kinas kejsere stadig på lignende færdigheder, men Paven i Europa så meddelelser i himlen og tilskyndede til hellig krig. Men det sidstnævnte var en vildfarelse. De sidste to et halvt årtusinder har set himmelgudernes tilbagegang og fald og den styrkede antagelse om at kosmos er stabilt og regelmæssigt. Paradigmeskiftet har være ubevidst, bekvemt, ondsindet og grundigt. Sandsynligvis kunne genopdagelsen af den tabte tradition om himmelsk katastrofisme ikke være sket alene gennem analyse af ældgamle tekster. En nøgle er blevet givet og det har været gennem moderne videnskabs rekvisitter. Det er en gavnlig lektion både om den menneskelige fornufts evne til at tage fejl i lange tidsperioder og om videns essentielle enhed.

Det ville imidlertid være naivt at tro, at man alene skal påpege dybt rodfæstede revner i den moderne videns struktur for at få videnskabsfolk til at arbejde på at konstruere en bedre ramme inden for hvilken menneskeheden kan planlægge sin fremtid. Der er en betragtelig intellektuel kapital investeret i status quo, nok til at sikre de der har en interesse i at opretholde den, de ”oplyste” og  ”etablerede ”, vil fortsætte med at præsentere kosmos for os så det fremtræder i en passende ikkevoldelig form. Ideernes historie afslører at nogen vil gå endnu videre og fungere som en slags tankepoliti der pisker potentielle afvigere på plads. For dem tager verdslig magt præcedens over arternes skæbne. (Clube, The Cosmic Winter)

Problemet med ”status quo”  og ”tankepoliti” er ikke et ubetydeligt problem. I denne serie af artikler som blev affødt af Mike Baillies bog New Light on the Black Death , har vi gentagne gange  kommet ansigt til ansigt med den åbenlyse kendsgerning at de der sidder i magtfulde stillinger og autoritet lyver til menneskehedens masser snarere som en regel end som en undtagelse. 

Igen og igen i denne serie har vi diskuteret historiske bombardementer af kometer, hvis konsekvenser for menneskeheden har været alvorlige nok til at begynde med, men som så af patologiske afvigere blev forværret og udnyttet og som følge heraf blev kendsgerningerne dækket til med løgne. Værre, igen og igen har vi set at menneskehedens masser som lider mest under disse angreb og manipulationer forekommer at være ganske villige til at blive bedraget, endog med deres egen død og ødelæggelse til følge (hvis bare nogen vil give dem noget varmt og vagt at tro på og en syndebuk som de kan give skylden). Lige nu ser vi dette fænomen udspille sig i virkeligheden på globalt plan og igen og igen ryster vi på hovedet og spøger ”hvorfor”?! Hvad er det ved vores verden, vores nuværende kultur, de mennesker der bebor planeten som giver anledning til denne  omstændighed, at løgne foretrækkes frem for sandheden, døden frem for livet?

Når jeg har fulgt de mange tråde som leder til og fra disse emner, er det som jeg ser gentagende gange den lille gruppe folk, som ikke har menneskehedens bedste interesser for øje – endnu en chokerende underdrivelse, men jeg er kommet godt i gang så hvorfor stoppe nu? Det jeg ser er denne lille gruppes vedvarende - og særdeles succesfulde anstrengelser for at gennemtvinge totalitarisme i den ene eller anden forklædning – fra politik til religion, til videnskabens områder – på en hel verden. Og igen og igen udnytter de katastrofer som et middel til at styrke deres magt. Læs Naomi Kleins bog The Shock Doctrine  for at få et godt greb om præcist hvordan dette fungerer nu, og hvordan det altid har fungeret. Der er intet nyt under solen!

Parallelt med den voksende bevidsthed om patologi ved magten er den voksende forskning blandt nogle få uafhængige videnskabsmænd og forskere som helt klart viser at kometkatastrofer er cykliske, og at det er fuldstændigt mulig at der er nogle få store brag tilbage i Taurid meteorsværmen. Det er også muligt at der er nye kometsværme på vej mod os som den nylige ”global opvarmning” og ”måne indfangningshændelser” på de andre planeter synes at indikere. Der foregår helt afgjort noget i vores solsystem, og vi har behov for at vide hvad det er. Hvad der synes sikkert er at hvis der er katastrofer i vores fremtid vil de blive taget af eliten som bare endnu en lejlighed til at anvende deres choktaktik til at befæste deres magt over hele kloden. Skidt med at der kan være så få mennesker tilbage at det svarer til at en stor frø i en lille dam – og muligvis oven i købet en frossen én.

I sin bog The Origin of Totalitarianism kæmper Hannah Arendt hårdt med dette problem uden helt at nå en fuldstændig forklaring eller nogen løsning. Efter alt som hun så, alt hun erfarede og al hendes forskning skrev hun i introduktionen:

To verdenskrige i løbet af én generation, adskilt af en uophørlig kæde at lokale krige og revolutioner, ikke efterfulgt af nogen fredstraktat for de besejrede eller nogen pause for sejrherren, er endt i forventningen om en tredje verdenskrig for de to tilbageværende verdensmagter. Dette forventningens øjeblik er ligesom en ro som lægger sig når alle håb er døet hen. Vi håber ikke længere på en endelig genetablering af den gamle verdensorden med alle dens traditioner eller på reintegrationen af masserne på de fem kontinenter som er blevet kastet ud i dette kaos skabt at krigenes og revolutionernes vold og det voksende forfald af alt det som stadig er uskadt. Under de mest forskelligartede situationer og omstændigheder observerer vi udviklingen af de samme fænomener – hjemløshed af en størrelsesorden uden fortilfælde, rodløshed af en hidtil uset dybde

Aldrig har vores fremtid været mere uforudsigelig, aldrig har vi været mere afhængige af politiske kræfter som vi ikke kan stole på, til at følge reglerne for sund fornuft og selv-interesse - kræfter der tager sig ud som ren og skær vanvid, hvis de vurderes efter tidligere århundreder standarder. Det er som om menneskeheden har delt sig selv mellem de som tror på menneskelig almægtighed (som tror at alt er muligt hvis man ved hvordan man organiserer masserne bag det) og de for hvem magtesløshed er blevet den mest dominerende oplevelse i deres liv.

Hannah Arendt

På planet af historisk indsigt og politisk tænking fremhersker der en vanskelig definerbar men generel enighed om at den grundlæggende struktur i alle civilisationer er på bristepunktet. Selvom den kan synes bedre bevaret i nogle dele af verden end i andre kan den intetsteds være vejledningen for århundredets muligheder eller et passende svar på dets rædsler. Desperat håb og desperat angst synes oftere nærmere omdrejningspunktet for sådanne hændelser end balanceret vurdering og afmålt indsigt. De centrale hændelser i vor tid er ikke mindre effektivt glemt af de som er optaget af troen på en uundgåelig undergang end blandt dem som har givet sig selv hen til overmodig optimisme. […]

Denne bog […]blev skrevet ud fra den overbevisning at det burde være muligt at opdage den skjulte mekanisme gennem hvilken alle traditionelle elementer i vores politiske og spirituelle verden blev opløst i en sammenklumpning hvor alting synes at have mistet specifik værdi, og er blevet uigenkendelig for menneskelig forståelse, ubrugelig til menneskelige formål. At give efter for disintegrationsprocessen er blevet en uimodståelig fristelse, ikke kun fordi det har antaget den tvivlsomme ære af”historisk nødvendighed,” men også fordi alting udenfor er begyndt at forekomme livløst, blodløst, meningsløst og uvirkeligt.

Overbevisningen om at alting som sker på jorden må være forståeligt for mennesket kan føre til fortolkning af historien ved hjælp af almindeligheder. Forståelse betyder ikke fornægtelse af det uhyrlige, udledning af det efterfølgende fra det foregående, eller forklaring af fænomener gennem sådanne analogier og generaliseringer at impaktet fra virkeligheden og chokket fra oplevelserne ikke længere føles. Det betyder snarere at undersøge og bevidst bære den byrde som vores århundrede har pålagt os – hverken benægtelse af dens eksistens eller ydmygt at underkaste sig dens vægt. Forståelse betyder, kort sagt, det uplanlagte, opmærksomme møde med og accept af … virkeligheden.

I denne forstand må det være muligt at møde og forstå den uhyrlige kendsgerning at så lille (og i verdenspolitik så uvigtigt) et fænomen som det jødiske spørgsmål og antisemitismen kunne blive den katalytiske faktor for først nazibevægelsen, så verdenskrigen og endelig etableringen af dødsfabrikker […] eller den besynderlige modsætning mellem de totalitære bevægelsers erklærede kyniske ”realisme” og deres tydelige foragt for hele virkelighedens struktur. […]

De totalitære forsøg på global erobring og totale herredømme er blevet den destruktive vej ud af alle dødvander. Dets sejr kan være sammenfaldende med menneskehedens ødelæggelse. Hvor det end har hersket har det påbegyndt ødelæggelsen af menneskets essens. (Hannah Arendt, sommer 1950)

Hannahs kommentarer og observationer af vores verden, vredet ud af hendes egen smerte og erfaringer, har aldrig været mere aktuelle end i dag hvor vi står over for præcist det hun beskrev: Global totalitarisme der stiger op som en mægtig kolos med menneskehedens udslettelse for øje. Og aldrig har vi mere klart set dette karaktertræk ved den autoritære type som Hannah også så: ”erklærede kyniske ”realisme” og … tydelige foragt for hele virkelighedens struktur.” Hvis du ønsker at se en fremragende skildring af denne type individer, så skaf dig en kopi af Lions for Lambs,  og se Tom Cruise give en fantastisk præstation.

Her på SOTT diskuterer vi regelmæssigt problemet med patologisk afvigelse og hvordan patologi kan drive et menneske til at søge magt over andre. Vi har fremlagt arbejdet af Andrzej Lobaczewski, Political Ponerology, [Her findes uddrag af danske oversættelser fra siden] og dette rækker langt i retning af at tilvejebringe en forståelsesramme inden for hvilken det ondes historie og specielt politisk ondskab  – kan forstås.

Så vidt jeg kan se overvejede Hannah Arendt ikke problemet med patologi og hvordan det fungerer i samfundet som et korrumperende element. Ej heller overvejede hun den faktor at jødedommen, og dets afkom, kristendommen og islam kunne være bærere af totalitarismens sygdom. I den forstand er det virkeligt vigtigt at nå til en forståelse af hvordan religioner bliver skabt  og af hvem – almindeligvis patolgiske typer – og hvordan de blive brugt, i kombination med politik til at kontrollere folkemasser. Dette bringer os selvfølgelig tilbage til problemet med kometer på vores himmel og deres impakt på vores planet.

Som det viser sig, efter at have fulgt mange tråde der relaterer til emnet, forekommer det mig at kometer kan have meget at gøre med det største sociale problem på vores planet i dag, psykopater.

Man kan med rimelighed spørge om der er en udviklingsproces i gang her. Det har gentagne gange klart vist sig at et chokerende stort antal mennesker dør når de sætter deres lid til løgne og løgnere. Og næsten lige så ofte finder løgnerne ved magten sig i vanskelige situationer som et resultat af deres forskruede ambitioner og ignorering af kendsgerningerne. Det er helt klart hvis udviklingsprincippet er på spil her så bliver de individer – og deres afkom som tror på løgne til sidst elimineret fra arvemassen. Hvad der sker med dem, der som Arendt foreslår, prøver at begribe, forstå og møde vores virkeligheds kendsgerninger  vil vise sig. Som hun også erklærer må denne forståelse ikke fornægte det uhyrlige, ej heller forsøge at udlede det efterfølgende fra det foregående.

Et hulemaleri af hænder og fugle fundet i Rio Pinturas, Argentina

Ser du, udviklingsmæssigt set burde psykopater ikke eksistere. Ned gennem historien kan man se at menneskelige væsner har haft behov for at samarbejde og  tage vare på hinanden for at overleve og producere en ny generation som vil fortsætte samfundsprocesserne. De fleste menneskelige dynamikker er baseret på at folk prøver at arbejde sig igennem deres problemer og komme til løsninger som er akceptable for det størst mulige antal, eller i det mindste i forholdet mellem to mennesker. Problemet med tillid er af allerstørste vigtighed. En eller anden som forråder vores tillid er én som  vi ikke kan arbejde sammen med. Derfor, psykopater som er upålidelige burde for længe siden have uddøet. Men sådan forholder det sig ikke. Det lader faktisk til at psykopati optræder hyppigere!

Som vi kan observere igennem historien helt frem til vore dage kan det at være den eneste psykopat i en lille gruppe af tillidsfulde mennesker være en meget god ting for psykopaten. Som gruppen vokser kan de have plads til flere psykopater. Det lader til at når antallet af mennesker der bærer psykopatgenet er lille nok kan de få, der bærer det opnå en fænomenal forplantningssucces  

Som Glenn Whitmann forklarer det:

Hvad der er godt ved denne forklaring er at det ikke kun forklarer hvorfor psykopater eksisterer, men også hvorfor vi ikke alle er psykopater. Hvis der er tilstrækkelig få psykopater i en population så kan det give mening at være psykopat fordi man for det meste vil have vindende konfrontationer med gode mennesker. Men hvis der er for mange psykopater så vil gevinsterne opnået gennem konfrontationerne med gode mennesker blive opvejet af tabene ved at konfrontere andre psykopater. I ligevægtstilstanden vil man have både psykopater og gode folk hvor de to gruppers strategi skaber omtrent lige afkast og med den præcise balance afgjort af de respektive udbytter i forskellige interaktioner

Problemet er, som anført, at vi lever i en tid hvor psykopati synes at være steget næsten eksponentielt i hyppighed. Derudover, som Hannah Arendt beskriver, – og det var aldrig mere sandt end i dag, - det brede overblik over historien indikerer at psykopaterne vinder,  og det betyder destruktion for alle, inklusiv psykopaterne.

Hvilket leder os til problemet at psykopater, værende hvad de er, og gørende hvad de gør, helt afgjort burde have bragt menneskeracen til total destruktion for længe siden, HVIS som en gruppe den havde eksisteret igennem hele menneskehedens udvikling. Og dette antyder at det gjorden den ikke. Faktisk indikerer studier af Marija Gimbutas at der var en tid hvor psykopati ikke var ”på toppen”.

Så langt som vi kan gå tilbage med de arkæologiske optegnelser, dvs. ”hård videnskab,” finder vi at tilbedelsen af den Store  Himmelske Gudinde var handlingen at vise ærbødighed for Universet og alt inden i det som den levende krop af Gudinde-Moder-Creatrix. Gudinden var symboliseret ved vandets dobbeltbølgende linjer – både det kosmiske hav af potentiale/aktivering, så vel som den livgivende væde som udstrømmer fra Gudindens krop og alle kvinder som hendes repræsentanter på jorden, oceanerne, havene, floder og kilder og væld.

Hun var Himmelgudinden, og jorden var hendes skød og alt på den var hendes børn.  ”Sønnen/Solkongen” [Note: på engelsk udtales søn og sol dvs. ”son”, og ”sun” ens] døde hvert år, og blev genfødt i årstidernes kommen og gåen. Riter og ritualer blev udført for at sikre genfødslen af ”Sønnen-Solen” gennem ”jordens skød,” den Kosmiske Moders forplantningsorgan. Der var en renhed og uskyldighed … , en landlig Arkadisk enkelhed og symmetri ved livet. Mænd og kvinder var ligeværdige i vigtighed som Gudindens ”Dobbelte afkom”.

Kvinder blev værdsat og æret i deres tre manifestationer: som jomfruen, den fremtidige mor,  som den vordende mor der nærer, og som den visdomsfyldte gamle kone. Mænd var partnere og beskyttere af kvinder og dermed beskyttere af deres egen væren da alle var født og næret af kvinder. Den mandlige energi tjente den kvindelige fordi den kvindelige tjente den mandlige.  Der var energikredsløb, synergi, symmetri og balance.

Vandets bølgede linjer, Moderens Kosmiske Hav, blev på et tidspunkt forvansket til et symbol på slangen. Kvinden blev associeret med slangen i stedet for med Stjernerne og derfra gik alting ned ad bakke. Hændelsen er beskrevet i Genesis 3.19: I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive.«

I denne formulering nedgøres og hånes ”støvet” eller Jorden som værdiløst i den samme passage som kvinden selv nedgøres og hånes som en frister. Men i de foregående Gudinde religioner er jorden ud af hvilken alt liv fødes IKKE støv, men levende – som skødet hos Gudinden selv!  Og at dømme efter den massive kildemateriale samlet af Marija Gimbutas var dette den ældste og mest verdensomspændende tænkemåde der gik forud for og lagde grund til alle andre myter. Dermed kom de mange tusind år før mandsdominerede gudeverdner.

Hovedtemaet i Gudindesymbolikken er mysteriet ved fødslen, døden, og fornyelsen af livet, ikke bare menneskelig, men alt liv på jorden og faktisk i hele kosmos. Symboler og billeder klumper sig sammen omkring Gudinden der skaber fra sig selv og hendes grundlæggende funktioner som Giver af Liv, Bringer af Døden, og ikke mindre vigtig som Regeneratrix og som Jordens moderen, Frugtbarhedsgudinden ung og gammel der voksede og døde med plantelivet. Hun var også den ene kilde til alt liv og som tog sin energi fra kilder og væld, fra solen, månen og fugtig jord. Dette symbolske system repræsenterer cyklisk, ikke lineær tid. I kunst er dette manifesteret gennem tegnene på dynamisk bevægelse: hvirvlende og snoende spiraler….” [Gimbutas, 1989]

På et tidspunkt blev gudinden, eller kilden til fugtighed og alt liv identificeret med slangen-som-frister og blev den onde Fristerinde selv. Der er nogen vanskelighed ved at udrede trådene i de på nuværende tidspunkt kendte symbolske systemer af hvilken der nu er to: den ene afspejler en matriarkalsk slangekultur, og den anden en mandsstyret militaristisk slangekultur. Manden og kvinden der før var forenet som ”Skabelsens Tvillinger,” og som i deres forening kunne ”kontrollere” slangen kom i modsætning til hinanden, ubalancerede, modstandere, ikke partnere. Den godgørende ”Søn-Konge,” flokkens leder, var ikke længere støttet af den kvindelige energi, kanaliseret fra Gudinden gennem ”Træet,” i kroppen på Gudindens repræsentant på Jorden, Kvinden, men blev i stedet den mandlige ”dræber” af slangen OG chef/undertrykker af Gudinden som blev eksemplet på fristelsen og slangens  lejlighedsvise gemalinde.

På et eller andet tidspunkt siger de gamle tekster at Eva forrådte Adam, Kain dræbte sin bror Abel, og psykopati var sluppet løs på vores klode.

Kain og Abel - tilskrevet Vouet og Pietro Novelli

Hvem var denne slange? Hvilke er tegnene som peger på hans tilsynekomsten på scenen? Hvor? Hvornår?

Tunguska var den første nøgle til dette problem.

Hvis det ikke havde været for kometimpaktet ved Tunguska for hundrede år siden, og så Shoemaker-Levy impakterne på Jupiter 86 år senere,ville vores opmærksomhed ikke have været draget til visse aspekter ved vores historie som har været grundigt dækket til, ej heller til effekten af disse løgne og forvrængninger på vores verden i dag. På én eller anden måde er psykopater og kometer uløseligt forbundne. Det er endog muligt at de samme kosmiske kræfter som sendte kometer vores vej også ”skabte” psykopater. Det er hvad jeg ønsker at udforske i de sidste afsnit af denne artikelserie.

Vær opdateret, vores næste stop er slutningen af den sidste istid da den Kosmiske Slange optrådte på scenen og processen som har ledt til vores indvolvering i den Sjette Uddøen kom undervejs. Se The Golden Age, Psychopathy and the Sixth Extinction.